Artikel fra MARKEDSFØRING af Andreas Marckmann Andreassen, Emil Foget. Foto: Simon Læssøe
Forandring af reklame og marketing med kunstig intelligens
Interviews — 5 Min Read
Bring your Curiosity: New Exhibition
Mød de kreative, der forandrer reklame og marketing med kunstig intelligens
Kan kunstig intelligens få en god ide?
Ét spørgsmål forfølger Tao Thomsen. Hver dag bruger han tid i det teknologiske ormehul for at finde svaret. Hvis det lykkes, er det ikke bare et nybrud for den kreative branche. Det udfordrer også manges forestilling om, hvad et menneske er, og hvad en maskine kan.
Spørgsmålet er: Kan kunstig intelligens få en god ide?
“Ideer er den ene ting, vi altid har fået at vide, var nærmest gudsgivent og unikt menneskeligt,” siger Tao Thomsen. Han er kreativ direktør og tekstforfatter hos Virtue.
På rekordtid er kunstig intelligens gået fra et legetøj til et værktøj i den kreative branche. Om få år skal alle kunne bruge maskinerne, forudser en stribe branchefolk. Men der er stadig afgørende ting, de ikke kan.
Det seneste år har han eksperimenteret med et AI-skriveprogram (GPT-3), og i den tid er den kunstige intelligens blevet en forlængelse af ham. Samtidig har han skubbet grænserne for samarbejdet mellem kreativ og kunstig intelligens. For Tao Thomsen er maskinen blevet en fast ping-pong-makker, de har forsøgt at skabe Cannes-vindende ideer sammen, hans datter bruger den til at skrive noveller.
Næsten alt, hvad Tao Thomsen skriver, læser algoritmen, og på den måde lærer den at tænke som ham og skrive som ham. Det er vigtigt. For når Tao Thomsen snart går på barsel, så håber han, at den kunstige intelligens kan blive hans barselsvikar.
“For mig er kunstig intelligens en kreativ sparringspartner. Det er en måde at udfordre mig selv og mine ideer, og den kan agere springbræt til nogle nye udtryk,” siger Tao Thomsen.
Mediet Markedsføring har spurgt 30 personer bredt i den danske reklame- og marketingbranche for at kortlægge, hvor udbredt kunstig intelligens er. Og hvordan fremtiden ser ud.
Langt mere end en gimmick
Hos de fleste virksomheder og bureauer er kunstig intelligens stadig bare et legetøj, en gimmick. Og så er der dem, du skal møde i denne artikel, som bruger det til mere end det. Her kan den kunstige intelligens skabe reel værdi i alt fra ideudvikling til produktion, og de forventer kun at bruge teknologien mere.
Morten Saxnæs, Communications Planning Director ved reklamebureauet &Co, er en af dem. Han er overbevist om, at kunstig intelligens kommer til at redefinere branchen.
“Det er den næste store revolution. Jo før, du adopterer teknologien, jo bedre gearet er du til konkurrencen. Du kan skabe dig en ny position. Det kommer til at blive afgørende for virksomheders overlevelse,” siger han.
Hos det digitale bureau Manyone overvejer man, om bureauet skal lave nye jobtitler for at matche dem med de opgaver, kunstig intelligens vil skabe. Skal man for eksempel have en ”syntetisk AD’er”, som kan skabe design sammen med en AI? Lige så spændte, Manyone er på fremtiden, lige så opmærksomme er de på faldgruberne. Det handler først og fremmest om bias.